Fremtidens ældrebolig: Seminar om prisbelønnet projekt
Blot fordi man som ældre ikke har de samme kræfter og det samme overskud som før, er der ingen grund til at afskrive sit sociale netværk og leve resten af livet uden oplevelser, udfordringer og mulighed for fysisk og psykisk aktivitet. En række førende eksperter på sundheds- og ældreområdet har nemlig udviklet et projekt, der tager udgangspunkt i de ældres særlige ønsker og behov med hensyn til boligform, fritidsinteresser og tryghed i hverdagen.
Projektet, der sidste år blev prisbelønnet i forbindelse med en konkurrence om fremtidens lokalcentre, udskrevet af Århus Kommune, introduceres under navnet HelsOtel på et to-dages seminar for politikere med ansvar for ældreområdet, ledende medarbejdere inden for social- og sundhedssektoren samt byggevirksomheder og finansieringsselskaber med interesse for udlån til byggeri af ældreboliger.
Seminaret, der finder sted på Hotel Torvehallerne i Vejle 29.-30. sep. og i Ringsted 27.-28. okt., giver et kvalificeret bud på, hvordan ældreområdet kan forbedres på væsentlige punkter.
Den primære forudsætning for en værdig og meningsfuld alderdom er en god bolig. Og den bedste bolig er den, man selv vælger. Derfor er HelsOtel-konceptet bygget op omkring en fleksibel boligform med adgang til døgnbemandet reception, restaurant og alle sundheds- fritids- og servicemæssige faciliteter lige uden for døren," siger redaktør Poul Vestervig Poulsen, som står bag seminaret.
Boligerne er tænkt som en velafbalanceret kombination af parcelhuse, små rækkehuse og forskellige lejlighedstyper anlagt i etagebyggeri. Men der er én væsentlig betingelse for at indgå i bofællesskabet: Alle forpligter sig til at yde en times frivillig indsats om ugen!
Filosofien bag det lidt kontroversielle krav er, at det både er livsbekræftende og stærkt motiverende for de ældre at bidrage med det, de er gode til og har erfaring i og som vil være til gavn for fællesskabet.
HelsOtel er en boligform tilpasset den 3. alder. Et fællesskab, der motiverer de ældre til at tage medansvar for på den måde at skabe trivsel og velfærd for sig selv og andre," fastslår Poul Vestervig Poulsen.