23948sdkhjf

Lattergas: Fødeafdeling sparer 447 tons CO2

Landets største fødeafdeling sparer klimaet for mere end 400 tons CO2 om året ved at destruere lattergassen, efter den er brugt

I klimatider skal selv hospitalerne nedbringe deres CO2-aftryk.

Hvidovre Hospital opsamler og destruerer mere end 50 procent af lattergassen, som bruges til smertelindring hos fødende. Det sparer klimaet for 447 tons CO2 om året svarende til 894 danskeres årlige forbrug på flytransport.

Fødeafdelingen i Hvidovre er med 6.400 årlige fødsler landets største. Som den eneste fødeafdeling i landet, har den et destruktionsanlæg til lattergas.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Danske Regioner.

- Sundhedsvæsenet efterlader et stort klimaaftryk. Derfor har vi en forpligtelse til at gøre det mindre alle steder, hvor det er muligt. Her skal vi også have et skarpt fokus på udledningerne fra fødeafdelingernes brug af lattergas, som i særlig grad er en potent drivhusgas, udtaler Camilla Hove Lund, der er formand for Regionernes Udvalg for Miljø og Klima.

Reduktionsmål

Alle fem regioner vil halvere udledninger af drivhusgasser fra sundhedsvæsenet i 2035.

Det skal destruktionen af lattergas ses som et led i.

Lattergas er en drivhusgas, som er 300 gange stærkere end CO2.

Estimater fra Hvidovre Hospital peger på, at prisen for hvert ton CO2, destruktionsanlægget nedbryder, er 507 kroner. Det er markant billigere end prisen på statens CO2-fangst. Den estimeres til at koste 631 kroner pr. ton fra 2029.

- Det gavner klimaet. Det gavner de fødende kvinder, som igen har mulighed for at få lattergas som smertelindring. Og det gavner arbejdsmiljøet for de ansatte. Endelig er det en billig måde at gøre sundhedsvæsnets klimaaftryk mindre, udtaler Camilla Hove Lund.

Installerede man anlæg, som det i Hvidovre på alle landets fødeafdelinger, kan man ifølge Danske Regioner spare miljøet for 4.000 tons CO2 årligt.

- Der er et stort potentiale i, at flere hospitaler gør det samme. Men først er der brug for bedre viden og data om hospitalernes forbrug af lattergas. Det ved vi for lidt om i dag. Men det er et område, vi kommer til at følge tæt og skubbe på for i den kommende tid, udtaler Camilla Hove Lund.

Sådan destrueres lattergassen

  • Lattergas hedder også dinitrogenoxid og består af to kvælstofatomer (nitrogen) og ét iltatom.
  • Når lattergassen er blevet brugt på fødestuen, opsamles så meget af den som muligt og ledes i rør hen til destruktionsanlægget.
  • Her destrueres lattergassen ved, at den varmes op til 550 grader. Det får lattergas-molekylerne til at skille sig i kvælstof og ilt. Dermed uskadeliggøres lattergassen i forhold til klimapåvirkning.
  • Derefter pumpes ilten og kvælstoffet direkte ud i atmosfæren.

Danske Regioner

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078